Læger / Hvad er polypose?

Hvad er polypose?

Familiær adenomatøs polypose (FAP) er en autosomal dominant arvelig sygdom karakteriseret ved udvikling af fra 100 til flere tusinde kolorektale adenomer samt evt. ekstrakoloniske manifestationer. Kolorektal cancer udvikles i alle ubehandlede tilfælde, APC-genet er lokaliseret til kromosom nr. 5 (q21-q22), og der er fundet mere end tusind patogene mutationer.

I Danmark kendes den specifikke mutation i 42% af familierne. Incidensraten er 1,9 x 10-6 eller 1:7000 fødsler, svarende til knap 10 nye tilfælde årligt i Danmark og prevalensraten var i 1999 4,65 x 10-5. FAP udgjorde kun 0,07% af alle danske patienter med kolorektal cancer i 1990-1998.

MYH-polypose (MutYH-associeret polypose) ligner FAP, men tilstanden er autosomalt recessiv og antallet af tarmpolypper er mindre. I Danmark findes 4 familier med MYH-polypose.

Ved klassisk FAP ses fra 100 til over 5000 kolorektale adenomer og alle patienter har adenomer i rectum. Adenomerne opstår hyppigst i 10-20 års alderen og sjældent efter 40 års alderen.

Ved afsvækket FAP (AFAP) ses op til omkring 100 kolorektale adenomer, ofte udtalt i højre side af colon. Sammenlignet med klassisk FAP udvikles adenomerne i en højere alder, risikoen for kolorektal cancer er mindre og cancer opstår senere. Duodenal adenomatose og cancer ses også sjældnere. AFAP kan forekomme hos enkelte familiemedlemmer eller i en hel familie.

Som led i polypose ses adskillige ekstrakoloniske manifestationer:

Fundic gland polyposis ses hos flertallet som multiple få mm kuplede polypper i fundus og corpus. Biopsi viser cystisk dilaterede fundusglandler uden dysplasi, og tilstanden er ikke neoplastisk, hvorfor kontrol er unødvendig. 

Duodenal adenomatose udvikles i andet og øverste del af tredje stykke hos over 90 %. Typisk ses multiple sessile hvide aflange polypper på slimhindefolderne, varierende fra få mm til flere cm. Histologisk undersøgelse viser oftest tubulære adenomer. Nogle få patienter har ikke endoskopisk synlige polypper, men biopsi kan vise mikroadenomer. På baggrund af polypantallet, størrelsen, den histologiske type og dysplasigraden klassificeres duodenal adenomatose jf. Spigelmans klassifikation i 4 stadier (se tabel). Livstidsrisikoen for udvikling af det sværeste stadium (stadium IV) er 35 %, og i dette stadie er der 33% livstidsrisiko for udvikling af karcinom. Duodenal adenomatose ses sjældnere ved AFAP.

Tyndtarmsadenomer forekommer i ileum, men tyndtarmscancer er sjælden.

Desmoider er fibromatøse tumorer i fascie, muskler eller aponeuroser, som ses hos 10%. De kan udvikles i bugvægscicatricer, tyndtarmskrøset, retroperitonealt eller på ekstremiteterne. Desmoider kan blive meget store og forårsage obstruktion af tyndtarmen eller ureteres, men trods tendens til lokalt invasiv vækst er de er benigne og metastaserer ikke.

Polyposepatienter kan udvikle benigne epidermoidcyster, osteomer og tandanomalier. Papillifert thyroideakarcinom ses hos 1% af især kvindelige polyposepatienter. Selv når karcinomet diagnosticeres på grundlag af symptomer er prognosen særdeles god, og der er derfor ikke indikation for profylaktisk undersøgelse af thyroidea. Hepatoblastom forekommer i sjældne tilfælde i den tidlige barnealder.

Ved diagnose af FAP findes kolorektal cancer hos 67% probander og 2% opsøgte. Andelen af opsøgte tilfælde fundet ved profylaktisk undersøgelse steg fra 19% i 1900-1975 (før oprettelsen af Polyposeregistret) til 58% i 1976-2001. Hyppigheden af kolorektal cancer ved diagnose af FAP faldt fra 60% før 1976 til 27% i 1976-2001. Anvendelsen af kolektomi steg fra 52% før 1976 til 93% i 1976-2001.

Den kumulerede 10-års overlevelse hos alle polyposepatienter steg fra 23% før registrets oprettelse til 75% i 1976-2001, og overlevelsen efter kolektomi hos patienter fundet ved profylaktisk undersøgelse er 95% efter 1975.


Kolektomipræparat med polypose.

Koloskopi med polypose.


Gastroskopi med duodenal polypose.